Tvang virker ikke
Som vi også har gjort opmærksom på andre steder, så er det meget usandsynligt at behandling for misbrug, virker hvis det er påtvunget, og den misbrugsramte enten ikke ønsker at stoppe, eller ikke har motivationen til det. Hvis hverken erkendelsen af problemet eller motivationen til at ændre sin situation er til stede, kan de modtage nok så meget behandling, men risikoen er, at de starter på misbruget igen, når behandlingen er afsluttet.
Vi anbefaler derfor, at man inden samtalen med den misbrugsramte lægger en strategi for, hvad man vil sige og hvordan man vil sige det.
En god måde at stille krav over for andre, uden at de føler sig tvunget, er at sætte grænser. Når du sætter grænser for hvad du vil finde dig i fra en anden, stiller du dem over for et valg. Det er vigtigt at huske, at det valg de træffer skal have konsekvenser, og at man står fast ved de konsekvenser, hvis man vil tages seriøst. Ikke desto mindre stiller man dem i en situation, hvor de har bolden. Det er op til dem hvad der skal ske som det næste, og du har ikke prøvet at tvinge dem ud i noget – du har sat en grænse.
Det kan være meget grænseoverskridende for den pårørende at sætte grænser: ”Hvad hvis den han/hun er lige glad?”. Det er selvfølgelig noget man skal være klar på, når man vælger at tage snakken. Det er ikke altid at den misbrugsramte vælger at gå i behandling, eller at de vil foretage en livsændring. Derfor skal man også være opmærksom på, om de grænser man sætter, og de dertil følgende konsekvenser, er noget man selv kan overholde. Hvis konsekvensen er, at du ikke vil se dem mere, hvis ikke de går i behandling, skal du være klar på ikke at se dem mere.
Råd til samtalen
Vi har her samlet råd fra diverse misbrugscentrer samt psykiatrifonden, for at give et overblik over hvordan man kan takle samtalen om behandling med den misbrugsramte.
- Vælg et tidspunkt hvor den misbrugsramte ikke er påvirket, men lad være med at vente. Det går sandsynligvis ikke over af sig selv.
- Stol på din mave fornemmelse. Hvis du har følt at din pårørende er i et misbrug, er det sandsynligvis rigtigt – også selvom de benægter det.
- Snak med andre om det – det giver dig støtte i hvad du siger. Tag også gerne andre med til snakken.
- Hav eksempler klar på hvordan misbruget påvirker dig, og hvilken adfærd du ikke kan leve med.
- Skriv gerne ned hvad du ønsker at sige. På den måde undgår du at blive afbrudt, eller for meget emneskifte
- Lad være med at være fordømmende – det er den misbrugsramte sandsynligvis allerede over for sig selv. Prøv i stedet at være omsorgsfuld og hjælpsom. Forklar at der er håb i fremtiden.
- Lad være med at diskutere, hvorvidt de drikker eller bruger for meget, eller hvorvidt det er et misbrug eller ej. Stå fast på at du finder deres adfærd uacceptabel.
- Hav et behandlingstilbud klar – kun et. Flere giver mulighed for diskussion.
- Sæt grænser, stå fast ved dem og stil gerne et ultimatum.
- Vær forberedt på hvad konsekvenserne af samtalen er – både hvis de accepterer eller afslår. Og at stå fast.